23948sdkhjf

Virksomheder spammer på Facebook

Inviterer du også folk, der liker dine opslag, til at følge din side? Det er forbudt, fastslår Forbrugerombudsmanden.

En virksomhed bad Forbrugerombudsmanden tage stilling til, om brugen af Facebook-funktionen ”Inviter til side” er omfattet af markedsføringslovens forbud mod uanmodede elektroniske henvendelser – også kaldet spam.

Sådan fungerer det

Funktionen ”Inviter til side” giver en indehaver af eksempelvis en virksomhedsprofil på Facebook mulighed for at sende en notifikation til andre Facebook-brugere om at ”synes godt om” virksomhedens Facebook-side.

Virksomheden kan sende anmodningen, hvis Facebook-brugeren har været aktiv på virksomhedens Facebook-side, f.eks. ved at ”synes godt om” et opslag eller et billede fra Facebook-siden.

Når indehaveren af virksomhedsprofilen inviterer en bruger til at ”synes godt om” virksomhedens Facebook-side, får brugeren en notifikation, der ligger og venter, indtil Facebook-brugeren logger på Facebook.

Det er forbudt

virksomheder, der benytter sig af Facebook eller andre sociale platforme til markedsføring, skal være opmærksomme på, at henvendelser som notifikationer er elektroniske henvendelser, der kræver et forudgående samtykke fra modtageren.

Akkurat som hvis en virksomhed sender en traditionel e-mail.

Et klik på et ”synes godt om”-ikon opfylder ikke i sig selv kravene til et samtykke.

Det skyldes, at det ikke fremgår af ”synes godt om”-ikonet, at forbrugeren ved at bruge det også giver samtykke til at modtage markedsføring.

- En virksomhed må kun invitere dig til at synes godt om sin side eller på anden måde kontakter dig via din profil på Facebook, hvis du har givet virksomheden tilladelse til at gøre det. Det er ikke anderledes end med traditionelle e-mails. Begge dele er elektronisk post i markedsføringslovens forstand, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen. 

- De sociale medier har givet virksomheder nye muligheder for at henvende sig direkte til forbrugerne. Men selvom det er nemt at kontakte forbrugerne, er det ikke altid lovligt. Forbrugeren skal have givet sit klare samtykke på forhånd, før virksomheder må henvende sig. Udviklingen på de sociale medier betyder dog, at vi løbende skal vurdere vores fortolkning af lovgivningen, fortsætter hun. 

Markedsføringslovens § 10, stk. 1, har følgende ordlyd:                   

”§ 10. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på direkte markedsføring, medmindre den pågældende har givet sit forudgående samtykke hertil. Den erhvervsdrivende skal give mulighed for let og gebyrfrit at tilbagekalde samtykket.”

Et samtykke til markedsføring skal være frivilligt, specifikt og informeret.

Et samtykke er specifikt og informeret, når det klart og tydeligt fremgår, hvad det er, der gives samtykke til, hvem det er, der gives samtykke til, og hvordan man vil blive kontaktet.

Samtykket skal også være frivilligt, hvilket betyder, at en virksomhed ikke må betinge eksempelvis et køb af en vare med et samtykke til fremtidig markedsføring.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093